Leg er en naturlig form for tilstedeværelse for et barn, og også et naturligt læringsrum. Når voksne leger med børn, skal det være tydeligt for børnene, hvad de voksne gerne vil. Hvem bestemmer i legen, hvor meget indflydelse har børnene, og hvad forventes af dem. De legestunder, som jeg gerne vil lære jer om, er fyldt med anerkendelse, tålmodighed, og en bred margin for barnets deltagelsesmuligheder. Børnene skal føle sig i sikre, kærlige hænder, hvor de oplever sig som en del af gruppen, og hvor den kan få succesrige oplevelser med legefællesskaber.

Retten til deltagelse i fællesskaber er en børne-menneskeret. Men deltagelse kræver evne til behovsudsættelse, til at kunne forhandle, til at kunne gå på kompromis, til at kunne indordne sig under en vedtaget ramme og ikke mindst, til at kunne argumentere for det man gerne selv vil. Det kræver også evne til fordybelse, til omstillingsevne, til at kunne aflæse de andre, og til at kunne forstå og gennemskue de sammenhænge som børnene deltager i. Ligesom det kræver forestillingsevne og ikke mindst indlevelsesevne samt evne til udvikling.

Det er mange og store krav til et barn. Men legende fællesskaber giver mulighed for at udvikle alle disse egenskaber. Leg har stor værdi i sig selv og er barnets naturlige måde at lære og være sammen med andre børn på. Leg har altid eksisteret mellem børn, - så vidt vi ved fra de kilder vi har, og har været barnets naturlige rum. Før i tiden legede voksne mere med, og det var almindeligt med leg til fester og sammenkomster, tænk bare på ordet julelege, som var begivenheder, hvor de voksne legede med hinanden.